Atter en forløsning
Jamen jamen er der dog ingen grænser.
Fortsætter det resten af livet.
Den evige balance – også i det indre.
Balancen mellem dit hjertes visdom, som også kan omtales som din intuition og så dit intellekt, som også kan benævnes dit ego.
En uafladelig analyseren
Hold kæft jeg har en knævren i intellektet .
ALTID.
Stort set.
Bedst som jeg troede at nu var jeg ved at være i bund med de dybere lag i mit indre, dukker der mere op.
Sådan har jeg haft det gennem længere tid.
Jeg synes, det er vildt fedt selv at kunne transformere på denne måde via erkendelserne.
Gå ind i ubehaget – i følelsen – erkende og let go.
Det var erkendt
Denne gang var det rigtig dybt.
Noget jeg havde svært ved at forstå og acceptere som noget, der betød noget for mig.
Det var erkendt, bearbejdet og tilgivet for længst.
I hvert fald via mit intellekt.
Jo, jo!
Senere på dagen poppede der et billede op for mit indre.
Mit første og højtelskede barn, der fra ½ til 1 års alderen vendte sit ansigt bort, når jeg viste mig efter at have været til et møde i København en hel dag.
Mig der hele vejen hjem glædede mig, som et lille barn til at se hende igen.
Og så vendte hun hovedet bort.
Phew.
Selvfølgelig var det kun kortvarigt (ikke engang 5 min.) for jeg var insisterende med min kærlighed.
Måske det dengang skulle ha` sat noget i gang i forhold til den kærlighed, som jeg måske selv manglede at få tilstrækkeligt af som barn.
Jeg spekulerede dog slet ikke på det.
Dengang.
Jeg havde for længst tilgivet min mor mine forældre.
Det var et livsvilkår.
Dengang.
De gjorde hvad de kunne.
Min “seer”
Men billedet blev ved at dukke op efter beskeden for knap en uge siden hos ”seeren”, om manglende kærlighed fra min mor.
Og desuden at jeg havde alt for travlt med at tænke på andre.
Han kaldte mig ”et Florence Nightingales syndrom.”
”Nyyyyyyd og tænk på dig selv.”
Jamen det gør jeg jo.
Ja, og jeg tænker/mærker også hele tiden, hvornår er timingen, at jeg skal videre i mit liv med at dele ud af kærligheden.
Inden besøget hos min forløser – altså min ”seer”, spiste jeg morgenmad hos min søn og sammen med hans lille søn.
Vi havde en god snak om det nære og også det lidt svære.
Selv om jeg ved, at vi har hver vores rejse og at det, vi reagerer på er vores eget indre – altså følelser, som bør ha` opmærksomhed, er det åbenbart stadig svært for mig intellektuelt at slippe, når jeg mærker hvad det handler om.
Sagde dog ingen ting og heldigvis for det, da rødderne åbenbart var plantet hos mig selv.
Måske fordi jeg kun intellektuelt havde accepteret og tilgivet min mor – mine forældre.
Måske fordi jeg manglede de sidste oplevelser, ord og handlinger for at forstå.
Mit indre barn
Forløsningen kom tre dage efter – hvor tårerne flød i mængder, jeg ikke har oplevet siden mine rædsler med stress og depression i 2010.
At passe mit indre barn fortsætter – og måske er der stadig forløsninger i vente.
Den klarhed og ro der opstår efter forløsningen er smuk og givende og giver plads til endnu mere kærlighed og medfølelse, som jeg overgiver mig til.
Er dybt taknemlig for det giver om muligt endnu mere på sigt ind det jeg allerede har opnået gennem de seneste 7 år.
Med kærlig taknemlighed
Hanne Svendsen