Den indre svinehund

Den indre svinehund

Hvad er nu det, jeg skal skrive om.  😉

På mine løbeture

Der kommer så mange ting op, når jeg løber. Sådan har det altid været.
Tidligere mærkede jeg det ikke så meget, fordi jeg var fuldstændig optaget af at være i mit hoved.
Alt hvad der pludselig fandt vej, blev oftest kasseret ….. sat ud på et sidespor …..
Tingene skulle være rigtige, hvis jeg skulle beskæftige mig med det.

Det var sådan, det var.

Nu er jeg meget mere optaget af det, der kommer som ud af den blå luft.
Det, der er der, når jeg vågner, som en insisterende tanke/følelse/bevidsthed …. eller hvad det nu er.
Meeeeen nu den indre svinehund.
Phew.
Hvad skal jeg skrive om i forhold til den indre svindehund, spørger jeg.

Skyld og skam

Skyld og skam kommer der.
Er den indre svinehund koblet med skyld og skam?

Kan den indre svinehund være båret frem af manglende omsorg, – accept, – kærlighed, – anerkendelse.
Kan den indre svinehund virkelig opstå ud fra din egen baggrund af dig selv?

Ja til begge dele.
Det tror jeg på.

En indre smerte

Jeg har oplevet en indre uro, direkte ubehagelig følelser og ind imellem smerter i kroppen, når den indre svinehund bliver luftet.
Det er oftest den direkte retorik, jeg angribes så stærk af.
Måske fordi det skrevne ord kan jeg løsrive mig fra, når det bliver for meget fordømmelse, skyld og skam.
Jeg kan lukke avisen, bladet, bogen i.
Jeg kan også gå, når det er sammen med andre.
Måske ikke altid så let, men jeg vælger selv som voksen, hvem jeg vil lytte til og om mine grænser skal overskrides.

Voldsom retorik

For nogle måneder siden var jeg i en samling, hvor retorikken gik på skyld og skam og fordømmelse, det blev næsten tordnet ud mod specifikke grupperinger.
Det var i en religiøs sammenhæng.
Smerten blev til sidst så stor, at jeg blev nødt til at forlade lokalet.
Undrede mig over, at det var så hårdt.
Jeg har de senere år fået så gode øvelser til at ”skærme” mig selv af og være med ting, som jeg ikke før kunne.
Måske havde jeg ikke forberedt mig ordentlig
Jeg slog det lidt spøgefuldt hen med, at det netop er derfor, at min trosretning er kærligheden.
Den magiske universelle kraft!

Det vi siger, er(har)  vi selv

Jeg talte med andre om oplevelsen. Jeg ved, at det siges, at de følelser, der påvirker os rigtig meget og som er virkelig udfordrende at rumme er forårsaget af, at vi enten selv bevidst/ubevidst gør det samme.
Indrømmet jeg gør det også.
Oftest ubevidst og sjældent højlydt i forhold til de religiøse udgydelser, der går på, at vi alene vide. Nærmest den fundamentalistiske tilgang at fordømme alle andre, der ikke har den samme trosretning.
Bevidst prøver jeg at rumme dem, fordi jeg ved, at jeg ikke er sat i verden til at diktere, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.
Jeg ved, vi hver især har vores egen rejse.
Som vi dog kan få  hjælp til at være med, om vi vil.

Min egen indre skyld og skam

Det, der skabte den største forundring hos mig, var en oplevelse for et par uger siden, hvor jeg igen kom til at tænke på og også fortalte om den sidste episode.
Pludselig ud af det blå mærkede jeg, at det var min egen skyld og skam.
I forhold til mig selv.
At jeg som barn ikke var, som jeg skulle være.
Det, at der var noget jeg ikke kunne finde ud, når der var meget uro og mange mennesker, og som jeg har brugt mange år på at forsøge at tænke mig frem til hvorfor, jeg havde det sådan.
Når nu alt andet var perfekt.
Pludselig var det som endnu et lag krakelerede og smeltede.
Som om al den skyld og skam, jeg åbenbart havde ophobet et eller andet sted på en indre hylde pludselig blev transformeret.

Kærligheden kan transformere

Jeg ved ikke om der er en videnskabelig tilgang til, at det kan forholde sig sådan.
Jeg vil bare nyde det skete og stå fast på, at det er sådan, jeg har oplevet det.
Det er jo helt vildt, hvad jeg har transformeret ved at anerkende og rumme de følelser, som jeg har.
Det er også fantastisk, at opleve at jeg ved at have fokus på en følelse kan få den til at opløses.
Magisk, det er kærligheden!

Kærlig hilsen

Hanne