Perfekt – at være perfekt hvad vil det sige?
Er det noget, der er værd at efterstræbe?
For mig er ordet ”perfekt” et ord med stænk af tvetydighed i.
Da jeg tunede ind på overskriften i mit hjerte, handlede det i al sin enkelthed om bare det at være menneske.
Du er perfekt
Du er i din dybeste essens perfekt.
Når du står i dit sårbare jeg.
I al din nøgenhed.
Uden at du skal forklare hvad, hvorfor og hvordan.
Uden at du skal fortælle om alle dine hvis og hvis og hvis.
Uden at du skal måle dig med andre.
Uden at du skal konkurrere med andre end dig selv.
Uden at du har brug for at drikke/spise dig mod til for at sige/skrive, det du mærker, har betydning for dig.
Så er du perfekt og nok.
Du skal ikke først til at bevise, at du er perfekt eller ha` titler, før du er perfekt.
Du er perfekt og nok i din dybeste essens –
Lad det stråle
Find ind i det og lyt til dit hjertes visdom og lad det stråle fra dig.
Vores åndedrag er formidabel til den kunst.
Vi har hver vores vej i livet – vores rejse om du vil.
Tilbage til de dyyyybe rødder
Hvad var det så med tvetydigheden, tænker du måske.
Altså et stænk af tvetydighed.
Det er selvfølgelig noget, der har med mig selv at gøre.
Overskriften landede på en løbetur for nogle uger siden i forbindelse med mine sidste indsigter, der fik mig tilbage i barndommen.
Den barndom som jeg havde sluppet, tilgivet intellektuelt for længe siden.
Der var ikke fejet nogle følelser under gulvtæppet.
Da jeg hørte om det første gang tænkte jeg :
come on –
let me get on with my life –
get over with it.
Bliv på egen banehalvdel
Blot ved at gå ind i det skete der meget i mit indre.
Ordet perfekt dukkede op – samtidig det billede, som du ser herunder.
Et billede blandt mange som en skøn kunstner Mag L. Brammer, fremstillede til mig ud fra et manuskript til en bog, som jeg var i gang med i foråret 2015.
Genklang i alle mine celler
Da jeg så billedet første gang gav det med det samme genklang i alle mine celler.
Det var smukt.
Passede præcis til indholdet.
Jeg var absolut ikke i tvivl.
Husker dog også at jeg ind imellem har tænkt på, hvad andre måske kan få ud af den tekst.
Ikke godt – jeg ved det sker, når jeg ikke bliver på min egen banehalvdel.
Altså i mit hjerte!
Dybe vejrtrækninger fører mig derind igen.
Med kærlig taknemlighed
Hanne