Pigen i den hvide tremmeseng
Ja, det er mig.
For mange år siden.
Alene.
Forladt.
Fuldstændig stille.
Hvor længe varer det.
Ingen tidsfornemmelse.
Tiden står stille.
Tiden går.
Fuldstændig stille.
Hører kun mine egen skrig, gråd, hiksten – som langsomt stilner af.
Forladt.
Fortvivlelse – hmm var jeg mon i stand til det.
Frygt – måske – måske ikke.
Kærligheden var borte.
Trygheden var borte.
Tilliden var borte.
Glæden var borte.
Ingen hører mig.
Sårbarheden stod tilbage og dirrede tomt og inderligt.
Jeg husker det ikke.
Ved dog at det var sådan, det var
Sikkert ofte
Sådan var tiden dengang
Havde for længst intellektuelt bearbejdet min barndom.
Dog åbenbart ikke på sjælsniveau, når det kommer op.
Jeg overgiver mig ind i billedet til tilliden i mit hjerte, der er koblet op med den smukke universelle kærlighedsenergi, der har tråde ud til ALLE.
Med kærlig taknemlighed
Hanne Svendsen